Sidste år havde snedige hackere succes til at lokke 300.000 kroner ud af Odense Kommune ved at udgive sig for at være borgmester Peter Rahbæk Juel (S).
Det skriver Ekstra Bladet på baggrund af en række aktindsigter.
Det var en sagesløs kontorchef, der modtog en mail, som angiveligt skulle være fra borgmesteren.
- Kan vi lave en betaling på EUR 39.450 i dag, stod der i den ifølge Ekstra Bladet.
Men afsendere var ikke borgmesteren selv, der var på virksomhedsbesøg. Afsenderen var i stedet hackere med skumle bagtanker.
Og selvom aktindsigten viser, at kontorchefen var lidt mistænkelig over det høje beløb og den kortfattede beskede, overførte han kort efter beløbet til en britisk bank. 10 minutter senere gik det op for ham, at han muligvis havde begået en fejl, men der var skaden sket.
Det lykkedes kun for Odense at få 50.000 kroner tilbage, og dermed var mere end en kvart million endt i hænderne på hackere.
Chef for Økonomi og Effekt i Odense Kommune, Sarah Gaarde, fortæller til Ekstra Bladet, at det er svært at gardere sig mod sådanne angreb.
- Det her var jo en menneskelig fejl. Derfor kan jeg ikke lægge hovedet på blokken og sige ’det kommer aldrig til at ske igen’, men vi gør meget ud af vores IT-sikkerhed, forklarer hun til Ekstra Bladet.