Med en stensikker 3-0-sejr over oprykkerne Greuther Fürth fik titelaspiranterne Bayern München lørdag en perfekt start på den nye sæson, hvor det stjernespækkede hold skal forsøge at fravriste Borussia Dortmund det tyske mesterskab.
Det var et Bayern-mandskab, der viste sig en klasse bedre end modstanderne, som ikke kunne leve ret længe på den energi, som den nye status som bundesligaklub havde givet spillerne.
Greuther Fürths træner, Mike Büskens, havde taget konsekvensen af den blodfattige indsats i sidste weekends pokalnederlag til Kickers Offenbach og sat tre spillere af holdet.
Blandt de vragede var den danske landsholdsspiller Tobias Mikkelsen, som der end ikke blev plads til på bænken. Til gengæld var den tidligere Randers- og OB-forward Djiby Fall med fra start som spydspids for oprykkerne.
Det stod dog hurtigt klart, at det ikke var en dag, hvor Fürths offensive spillere fik særligt fremtrædende roller.
Bayern var klart bedst, da kampen først faldt lidt til ro, og da Thomas Müller mod slutningen af første halvleg fik skovlet bolden i mål til 1-0 efter hjørnespark, var kursen sat for rekordmestrene.
I anden halvleg gjorde nyerhvervelsen Mario Mandzukic det til 2-0, inden Arjen Robben lukkede kampen med sin 3-0-scoring 10 minutter før tid.
Det var imidlertid ikke kun i Fürth, det blev en tam dansk lørdag.
Hamburger SV, hvor Frank Arnesen er sportsdirektør, fik en skrækkelig start, da holdet tabte 0-1 hjemme mod Nürnberg.
Træner Thorsten Fink havde ellers givet den 18-årige Christian Nørgaard en plads på bænken.
Men da slaget skulle vendes efter pausen, valgte træneren at satse på andre end den tidligere Lyngby-spiller, der derfor må vente lidt endnu på sin ligadebut for HSV.
Også Jannik Vestergaard måtte se hele kampen fra bænken, da hans klub TSG Hoffenheim tabte 1-2 til Borussia Mönchengladbach, og heller ikke Ken Ilsø kom på banen i hans klub Fortuna Düsseldorfs comeback til Bundesligaen efter 15 års fravær.
I det mindste kan Ilsø glæde sig over, at Fortuna vandt med 2-0 ude over Augsburg.
/ritzau/