I de kommende dage skal den 23-årige muslimske konvertit Kenneth Sørensen først undersøges og siden til samtaler i Udenrigsministeriet. Først når de danske myndigheder har haft lejlighed til at tale med Kenneth Sørensen selv om hans fængselsophold i Yemen, hvor han efter eget udsagn blev tortureret, vil Udenrigsministeriet igen henvende sig til Yemen med en officiel klage.
Udenrigsministeriet oplyser dog, at Danmark allerede for lidt over en måned siden påtalte sagen over for de yemenitiske myndigheder, fordi man havde mistanke om, at den danske statsborger ikke blev behandlet ordentligt. Dengang blev Folketingets partier via Udenrigspolitisk Nævn også orienteret i sagen.
Kenneth Sørensen blev løsladt 16. december og udvist af Yemen, efter at han sad fængslet her i to måneder, mistænkt for terrorplaner, våbensmugling og forbindelse til al-Qaeda.