Hvis en forlængelse af topmødet i Bella Center bliver til mere end snak, skal verdens statsledere hverken sove på gaden eller på drømmesenge hos Lars Løkke.
Udenrigsministeriet har nemlig hele tiden regnet en topmødeforlængelse som en sandsynlig og har derfor booket hoteller over hele byen i weekenden.
Ifølge Nyhedsbureauet Newspaqs rundringning til flere københavnske hoteller, er der også lagt beslag på en stor del af deres værelser til topmødedeltagere henover weekenden. Selvom topmødet skulle slutte i dag klokken 18.
"Udenrigsministeriet har lavet hele fordelingen af, hvem der bor hvor, og de har også reserveret værelserne her i weekenden," fortæller en hotelchef til Newspaq. Hun ønsker at være anonym, da hun er bange for at krænke myndighedernes sikkerhedsprocedurer.
På Hotel d'Angleterre er man også klar til at huse regeringschefer til et forlænget klimatopmøde.
"Der er lavet nogle helgarderinger; sådan kan man godt sige det," fortæller kommerciel direktør Peter Molin til Newspaq.
Udenrigsministeriet er dog ikke meget for at fortælle noget om, i hvor lang tid de har kendt til topmødets mulige ekstradage.
Hvor lang tid har I vidst, at topmødet kunne blive forlænget?
"Det har jeg simpelthen ikke tid til at snakke om," siger udenrigsministeriets planlægningschef Svend Olling til Newspaq.
Hvornår vil du kunne sige noget om det?
"Ring en anden gang," sluttede Svend Olling, hvorefter han knaldede røret på.