Ritzau
Opdateret kl. 19:58
Senegalesiske styrker er klar til at rykke ind i Gambia, hvis ikke landets præsident, Yahya Jammeh, anerkender sit valgnederlag og forlader sin post.
Det fortæller Abbou Ndiaye, der er talsmand for Senegals hær, onsdag til nyhedsbureauet Reuters.
Jammeh tabte præsidentvalget i december til erhvervsmanden Adama Barrow. Og han skulle efter planen forlade sin post senest ved midnat natten til torsdag.
Han har dog meddelt, at han ikke vil træde tilbage. Det har vakt vrede i de omkringliggende lande.
- Vi er klar og venter på fristen ved midnat, siger Abdou Ndiaye fra Senegals hær.
- Hvis der ikke bliver fundet en politisk løsning, går vi ind.
Også Nigeria har sendt sine styrker til den gambiske grænse for at støtte Senegals bestræbelser for at få Jammeh til at trække sig. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
I alt har den nigerianske hær sendt 200 soldater og "materiel" fra flyvevåbnet. Det står endnu ikke klart, hvad det konkret indbefatter.
Den afgående præsident erklærede tirsdag undtagelsestilstand i Gambia. Dagen efter vedtog landets parlament en resolution, der gav ham lov til at blive på posten i yderligere tre måneder.
Udenrigsministeriets Borgerservice opfordrer onsdag aften alle danskere til at forlade landet.
Det sker på grund af den stadig mere ophedede stemning i landet, fortæller René Dinesen, der er chef for Udenrigsministeriets Borgerservice.
- Sikkerhedssituationen er ikke blevet bedre de sidste par dage, tværtimod, siger han.
- Der er en risiko for en forværret sikkerhedssituation, herunder at lufthavne og grænser i perioder kan blive lukket, så derfor giver vi det råd netop nu.
René Dinesen anslår, at omkring 100 danskere befinder sig i landet.
/ritzau/