Det danske samfund kan i fremtiden nyde godt af kloge udenlandske hoveder, som vi selv har uddannet.
Det viser en undersøgelse som Kommunernes Landsforenings nyhedsbrev Momentum, har foretaget blandt 334 udenlandske studerende på Copenhagen Business School, CBS.
77 procent af de adspurgte svarede i undersøgelsen, at de ønsker at bo og arbejde i Danmark, når de har færdiggjort deres studier.
Og de tal glæder undervisningsminister, Morten Østergaard (R).
"De her tal viser jo tydeligt, at her er en talentmasse, som vi burde have rigtig gode forudsætninger for at få fat i," siger han til Momentum og fortsætter:
"Det er oplagt at starte med udgangsdøren på vores egne uddannelsesinstitutioner, hvis vi vil sikre os en andel af den højt kvalificerede udenlandske arbejdskraft."
I dag bliver 50 procent af udenlandske studerende i landet, og 74 procent får job.
Omkring halvdelen af dem, der ønsker at blive, angiver som årsag, at der er en bedre balance mellem arbejdsliv og familieliv i Danmark, end hvor de kommer fra.
Andre årsager er, at de studerende får dansk kæreste, og at København er en god by at leve i.