Ifølge en EU-aftale fra 2008 skal udenlandske fanger som hovedregel sættes på et fly og afsone deres straf i det land, de kommer fra.
Men selvom en betragtelig del af cellerne i de overfyldte danske fængsler er besat af udlændinge, så er det i løbet af årets første seks måneder blot lykkedes at få sendt tre udenlandske kriminelle hjem til afsoning i deres eget land.
Det viser en gennemgang af området, som Justitsministeriet står bag.
Ifølge Kriminalforsorgens seneste opgørelse over de indsattes nationale oprindelse - den er fra november sidste år - er 13 procent af fangerne i landets fængsler og arresthuse "udlændinge uden tilknytning til Danmark".
Justitsministeriet skriver desuden i sin gennemgang, at det kan vare op til "flere år", at få de udenlandske myndigheder til at modtage deres indespærrede borgere.
EU-aftalen fra 2008 skulle have været implementeret i medlemslandene i slutningen af 2011. Men Danmark er foreløbig et af de få lande, der rent faktisk har gjort det.
I gennemsnit kostede det hver dag 1370 kroner at have en fange siddende i et dansk fængsel eller arresthus i 2011.
Og da der sidste år sad helt nøjagtig 530 udlændinge uden tilknytning til Danmark indespærret på dansk grund, medfører det en regning til det danske samfund på godt 700.000 kroner om dagen.
Det forsvindende lille antal hjemsendelser får Venstre til at kræve handling af regeringen:
- Vi har slet ikke råd til at have kriminelle EU-borgere sidde og afsone på danske skatteyderes regning i det omfang her, siger Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen.
- Det bekræfter os i behovet for, at vi går videre end rammerne i EU-aftalen, og laver bilaterale aftaler med de enkelte lande, siger han.
/ritzau/