Sidste år kom rekordmange udlændinge til Danmark med ekspertviden i kufferten.
3.400 fra lande uden for EU kom hertil på den såkaldte beløbsordning, som kræver, at medarbejderne tjener mindst 375.000 kroner om året, skriver Politiken.
Fagbevægelsen mener, at ordningen bliver misbrugt til systematisk import af højtuddannede, der presser de danske lønninger i bund.
"Sænkningen af beløbsgrænsen er løndumping ad bagvejen. Det gør det endnu sværere, end det er i forvejen, for nyuddannede ingeniører at finde arbejde," siger Morten Thiessen, formand for Ingeniørforeningens arbejdsmarkedsudvalg.
Foreningen ønsker nu, at beløbsgrænsen for den udenlandske arbejdskraft hæves til 450.000 kroner, som den var i 2007, hvor ordningen kun tiltrak 1.700 højtuddannede udlændinge.
Sagen er aktuel efter afsløringen af, at it-virksomheden CSC har hentet 900 indiske it-folk til Danmark og betalt dem lønninger langt under det, deres danske kolleger tjener.
Fagorganisationer kalder det et kæmpe problem, at de ikke har krav på at få indsigt i løn- og arbejdsvilkår for de udlændinge, som Udlændingeservice har givet arbejds- og opholdstilladelse til.
"Vi har svært ved at skaffe os indsigt i lønforholdene. Tidligere blev vi spurgt angående løn- og arbejdsforhold, så vi har mulighed for at vurdere, om der er tale om dansk lønniveau," siger formand Karin Retvig, HK Privat.
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) vil ikke udtale sig om ordningen, inden et samråd i Integrationsudvalget her til formiddag.