En tyrkisk chauffør forsøgte i sidste uge med en noget aparte manøvre at undgå politiets kontrol på en motorvej i Sønderjylland.
Det skabte kaos på motorvejen, da chaufføren efter at have set et skilt om en varslet kontrol længere fremme valgte at køre ind i nødsporet. Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse. Chaufføren begyndte herefter at bakke mod færdselsretningen og nåede en hel kilometer tilbage, inden en motorcykelbetjent fik stoppet ham og fik ham eskorteret til kontrolpladsen ved en rasteplads ved Padborg
Og der var åbenbart en god grund til, at chaufføren ville undgå politiet. Der var nemlig en magnet monteret på lastbilen, så både kontrolapparat og hastighedsbegrænser var sat ud af drift.
Det kostede chaufføren, der var selvkørende vognmand, 61.000 kroner i sikkerhedsstillelse for overtrædelse af færdselsloven, køre –og hviletidsbestemmelserne og godsloven.
Sagen skal endeligt afgøres af retten i Sønderborg, hvor chaufføren sandsynligvis kan se frem til en længere førerretsfrakendelse.