I næste uge præsenterer regeringen sin reform af førtidspensionen.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har tidligere meldt ud, at det skal være slut med at parkere unge under 40 år på den livslange ydelse.
Nu er det også kommet frem, at et centralt element i reformen bliver, at unge i stedet for at få tildelt førtidspension skal gennemgå et såkaldt udviklingsforløb - og at det skal ske på et niveau svarende til kontanthjælpen.
I Landsforeningen for Førtidspensionister er man bekymret over, at de unge skal klare sig for kontanthjælpsydelse i stedet for det, der svarer til dagpenge.
"Det nytter ikke noget, at man ikke giver de unge psykisk syge et ordentligt forsørgelsesgrundlag. Det bliver de ikke raske af," siger formand Carl Erik Nielsen til Newspaq.
Han mener, at det er fornuftigt at lave et udviklingsforløb for unge, sådan som regeringen lægger op til. Men der skal følge penge med. Mange penge.
"Hvis forudsætninger er, at unge psykisk syge skal gøres raske, så skal de tilbydes behandling, og det er ikke gjort med 10 konsultationer. Ellers kommer det ikke til at virke. Så parkerer man dem bare i kontanthjælpssystemet," siger Carl Erik Nielsen.
Han understreger, at behandlingen skal sættes ind med det samme.
"Jo hurtigere, man skrider ind, jo kortere bliver behandlingstiden," lyder det det førtidspensionisternes forening.
Godt 32.000 af de cirka 237.000 førtidspensionister i Danmark er under 40 år.
I 2010 tildelte kommunerne førtidspension til over 2.000 unge, de fleste som følge af psykiske lidelser.