90.563 har søgt ind på en videregående uddannelse. Det er et fald på omkring 4000 fra sidste år, og det er en ganske fin udvikling.
Det siger uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V), der nu mener, at fokus skal være på at forbedre uddannelserne.
- Vi har i mange år arbejdet for at stoppe så mange som muligt ind på de videregående uddannelser.
- Nu handler det om at sikre, at det produkt, som de studerende får, er i orden, og at vores kandidater bliver veluddannede, siger Søren Pind.
Han vil bruge sin tid på at undersøge, hvordan undervisningen kan blive bedre.
- Det handler blandt andet også om at få indført væsentlige kvalitetskrav til institutionerne i den taxameterreform, som vi skal have forhandlet på plads efter sommerferien, siger Søren Pind.
I dag er opfattelsen, at uddannelse er utrolig vigtig, da en kommende automatisering vil fjerne en stor del af de job, der ikke er baseret på akademisk viden.
Søren Pind maner dog til ro i forhold til at fastholde niveauet af unge, der ikke får en lang videregående uddannelse.
- Jeg tror, at man må sige, at man lige skal spise brød til. Der er ingen tvivl om, at fremtidens arbejdsmarked vil stille større krav til at være omstillingsparathed.
- Men det er et åbent spørgsmål, om der bliver mangel på akademikere i det spil. Der er flere, der hævder, at der bliver stor mangel på fagligt uddannede, siger Søren Pind.
- Jeg er ikke meget for det uddannelsessnobberi, hvor alle klumper sig sammen på de akademiske uddannelser. Det er der ikke brug for. Der er brug for en ordentlig spredning.
Ministeren erkender, at han derfor står med en opgave i at gøre de erhvervsrettede uddannelser mere attraktive.
- Kigger man til Schweiz, så er håndværksuddannelser nogle af de mest efterspurgte.
- Vi skal øge kvaliteten af de uddannelser og vise, hvem det er der egentlig kommer i job.
- Vi skal legitimere det valg, folk træffer. Det er godt og fornuftigt, at mange bliver akademikere. Men det er altså ikke det eneste saliggørende i åbenbaringen, siger Søren Pind.
/ritzau/