Kommuner og stat er blevet bedre til at sender arbejdsopgaver i udbud.
Nye tal fra Udbudsvagten viser, at der i 1. halvår af 2012 blev gennemført 3626 udbud - en stigning på 11 procent i forhold til det foregående halvår, og det højeste antal nogensinde.
- Flere udbud betyder mere konkurrence, og det er godt for effektiviteten i den offentlige sektor, siger Jakob Scharff, chef for offentlig-privat samarbejde i Dansk Erhverv.
På blot tre år er der sket en stigning i antallet af udbud på mere end 1000, viser en analyse fra Dansk Erhverv.
Det er især på it- og konsulentområdet, at der er en fortsat høj vækst i antallet af udbud.
- Det er lige præcis de områder, hvor erhvervslivet er med til at udvikle nye og smartere digitale løsninger. Det gør jo både, at vi får bedre løsninger som borgere, men også at vi kan sikre eksport til udlandet, siger Jakob Scharff.
I Dansk Erhverv forventer man ikke, at udviklingen vil fortsætte.
Ifølge erhvervsorganisationen har regeringen fremlagt et lovforslag, der vil betyde, at færre opgaver på især velfærdsområdet kommer i konkurrence.
Fremover vil en kommune kunne give en kontrakt direkte til en privat leverandør uden konkurrence på velfærdsopgaver. Det kan man, hvis man vurderer, at opgaven ikke er af interesse for udenlandske firmaer.
- Det er svært at se idéen med, at man holder store offentlige kontrakter uden for åben konkurrence. Det betyder desværre, at konkurrencen på sigt vil blive ringere, og det er hverken godt for borgerne eller samfundsøkonomien, siger Jakob Scharff om analysen.
Udbudsvagten registrerer alle udbud, som gennemføres af offentlige myndigheder i Danmark.
/ritzau/