Tre dage i frihed blev det til for den lille kapucinerabe, der stak af fra Aalborg Zoologiske Have forleden.
I dag blev aben skudt af en dyrepasser, som også er skarpskytte.
- Aben var begyndt at søge ind i folks haver, og vi besluttede at skyde den for for alt i verden at undgå, at den af bare skræk skulle komme til at bide et barn eller en hund, siger zoolog Jens Lilleør til Avisen.dk.
Inden aben endte livet ved et skud, forsøgte et hold dyrepassere onsdag morgen forgæves at fange den lille udbryder, men en 20 centimeter lang bedøvelsespil strejfede kun aben. Endnu et forsøg på at bedøve kapucineraben med en pil slog fejl, og så vurderede zoo-personalet som sagt af hensyn til sikkerheden for folk i området, at der ingen anden mulighed var end at aflive aben med et skarpt skud.
Aben har de seneste tre dage levet i trætoppene ved Vestre Alle nær Zoo, efter at den søndag klemte sig ud mellem tremmerne i sit bur. Aben var var på størrelse med en skødehund og dermed den mindste i flokken af Aalborg-aberne. Der er derfor ingen planer om at sikre abernes indhegning bedre, siger Jens Lilleør:
- De har gået i det bur i tre år, uden at nogen før er brudt ud, og vi regner heller ikke med, at det er muligt for de andre, som er noget større, siger han.
Han gætter på, at den lille katrerede han-abe flygtede fra Zoo, fordi den blev mobbet ud af flokken af en dominerende han.