Hvis man bliver taget på gaden med et våben og ikke er dansk statsborger, kan man se frem til udvisning af landet.
Der tegner sig nemlig et flertal i Folketinget bag et forslag fra integrationsminister Birthe Rønn Horbech (V), der skal sætte en stoppe for de mange skyderier i Københavns gader.
Både Dansk Folkeparti og de Konservative støtter forslaget.
"Jeg tror, at mange af de mennesker, der bor på Nørrebro og Frederiksberg, hvor der foregår skyderier lige for tiden, gerne vil have, at det stopper, og derfor er vi nødt til at gøre noget drastisk," siger politisk ordfører for de Konservative Henriette Kjær til Nyhedsbureauet Newspaq.
Retsordfører fra samme parti, Tom Behnke, mener ikke, at det er et problem, at den ene part i konflikten dermed får en hårdere straf, end den anden.
"Den ene er dansk statsborger. Der har vi nogle særlige forpligtelser, og der er ikke muligheder for, at vedkommende kan udvises. Hvis man kommer her til landet som udlænding, og man bedriver tiden i Danmark med at lave kriminalitet, så siger vi 'tak for denne gang, farvel igen'. Ligeså vel som vi tager os anderledes af vores egne børn end af naboens børn," udtaler Behnke til Newspaq.
Retsordføreren mener, at der stadig er lighed for loven, selvom der ikke er mulighed for at udvise de etniske danskere.
"Der er lighed for loven, men hvor vil du udvise dem til?" spørger Tom Behnke.
"I forhold til dem, der har dansk statsborgerskab, har vi jo strammet våbenloven ganske betragteligt op således, at hvis man bliver taget med skydevåben på gaden, så ryger man faktisk i fængsel," tilføjer han.