Everton fortsætter stimen af sejre under Sam Allardyce.
Mandag aften gik det ud over Premier Leagues bundprop, Swansea, som på Goodison Park blev slået 3-1.
Da Allardyce for få uger satte sig i managerstolen, var klubben i nedrykningsfare.
Men siden er det kun gået en vej.
- Målet nu? Den øverste halvdel, men uden at vi mister jordforbindelsen. At få 13 ud af 15 point er fremragende, i betragtning af den position vi befandt os i, siger han til BBC efter mandagens sejr.
Mod Swansea kom Everton bagud efter godt en halv times spil, men hentede alligevel tre point på scoringer af Dominic Calvert-Lewin, Gylfi Sigurdsson og Wayne Rooney.
- Det viser, hvad vi er lavet af, siger Sam Allardyce.
Første halvleg var han dog ikke tilfreds med.
- Vi ændrede vores system, kom mere frem på banen og lagde pres på deres bageste fire, siger han om sine taktiske justeringer i anden halvleg.
Næste modstander er de forsvarende mestre fra Chelsea, der er nummer tre i ligaen efter de to Manchester-klubber.
Og det bliver Evertons hidtil største opgave under Allardyce.
- Hvis vi kan få point i den kamp, så er vi på rette vej til at slutte så højt, som vi kan. Lad os se, om drengene kan hive en overraskelse ud af ærmet, siger han.
Everton tager imod Chelsea 23. december.
/ritzau/