Det kører knap så godt for Uber, den amerikanske samkørselstjeneste. Andet kvartal skuffer, hvorfor aktien torsdag aften er faldet kraftigt.
Det er især omsætningen, som ikke lever op til Wall Streets krav.
Uber nåede i andet kvartal en omsætning på 2,87 milliarder dollar, mens forventningen lød på 3,05 milliarder dollar, skriver Bloomberg News ifølge Ritzau Finans.
Det justerede nettoresultat med et minus på 5,24 milliarder dollar.
Det skuffende resultat fik aktien til at falde med 11,2 procent til 38,14 dollar på torsdagens eftermarked.
Bruttoindtægterne, altså det som kunderne betaler inklusive afregningen til chaufførerne, steg 31 procent til 15,76 milliarder dollar.
Resultatet er den anden nedtur for Uber på kort tid.
Regnskabet for andet kvartal kommer blot få måneder efter Ubers skuffende børsnotering i maj. Den resulterede i et aktiefald på 7,6 procent på noteringsdagen.
Det skyldtes, at investorerne var i tvivl om, hvorvidt Uber var profitabel.
Flere investorer stiller fortsat spørgsmålstegn ved, hvorvidt selskabet stadig kan vokse.
Men torsdag afviste Uber-topchef Dara Khosrowshahi investorernes tvivl på en telefonkonference.
Hun sagde, at Uber har en vækstrate, som andre ville "slå ihjel for", men at de store tals lov betyder, at udviklingen på et tidspunkt også vil indhente Uber.
Direktøren fremhævede samtidig, at konkurrencen ikke er helt så hård som tidligere.
- Vi ser helt sikkert konkurrencemiljøet forbedre sig, sagde Khosrowshahi, ifølge Bloomberg News.
/ritzau/