Siden 2017 har danskerne ikke kunnet bestille et lift via den amerikanske taxaapp Uber. Men når klokken tikker over midnat natten til tirsdag, bliver det igen muligt at bruge Uber-appen i Danmark.
Det oplyser selskaberne i en pressemeddelelse.
Det danske taxaselskab "Drivr" oplyste i august 2024, at det ville indgå et samarbejde med Uber.
I første omgang vil Uber-køretøjer kun være tilgængelige i hovedstadsområdet.
Ud over taxier vil man også kunne booke Lime-elcykler i Uber-appen.
Over en million danskere har downloadet Uber-appen, og i 2024 brugte 120.000 danskere appen i udlandet.
Maurits Schönfeld, leder af Ubers afdeling i Nordeuropa, glæder sig til at kunne tilbyde muligheden for 100 procent elektriske taxier eller Lime-elcykler til kunderne.
- Vi er begejstrede for at bringe Uber-appen til Danmark og give passagererne en problemfri og pålidelig måde at bevæge sig rundt i København på, siger Schönfeld.
Drivr forventer høj efterspørgsel fra dag et. Det oplyser, at mange chauffører på Fyn og i Jylland har skrevet sig op til at få at vide, hvornår Drivr/Uber kommer til deres område.
Efter offentliggørelsen af samarbejdet med Uber har Drivr oplevet en "kraftig vækst" i antallet af lokale chauffører, der har tilbudt sig som Uber-chauffører. Det oplyser Bo Svane, administrerende direktør i Drivr.
- Interessen fra lokale vognmænd og chauffører har været helt fantastisk. Allerede fra dag ét har vi hundredvis af chauffører klar til at tage imod passagerer, der bestiller via Uber-appen, siger Svane.
"Åbningsdagen" markeres tirsdag eftermiddag med et event ved indgangen til Jorcks Passage i København.
Uber forlod Danmark i kølvandet på den nye taxalov i 2017, der stillede flere krav til at køre for tjenesten.
På det tidspunkt gjorde Ubers daværende ledelse det klart, at den ikke ville bøje sig for den danske taxalov og indfinde sig under de nye regler.
/ritzau/