Kørselstjenesten Uber holder pause på ubestemt tid i Norge fra slutningen af oktober. Selskabet kundgør mandag, at "virksomheden Uber Pop sættes på pause indtil videre."
- Vi ønsker at signalere, at vi ønsker at blive reguleret. Det har vi sagt længe, siger chefen for Uber i Norge, Carl Edvard Endresen.
Norges Taxiforbund mener, at Ubers beslutning om at sætte hovedvirksomheden på pause i Norge kun er et spil for galleriet og et forsøg på at lægge pres på den norske regering.
- Jeg mener, at de burde have stoppet for længe siden. Det er jo en ulovlig virksomhed. Dette er blot et spil for galleriet for at presse regeringen, når den skal give sit svar til overvågningsorganet ESA, siger Øystein Trevland fra Norges Taxiforbund.
Den internationale frihandelsorganisation EFTA, som Norge er medlem af, har overvågningsorganet ESA. Den norske regering skal senest den 27. oktober have redegjort for, hvilke nye regler, der skal være gældende for udstedelserne af bevillinger til taxivognmændene.
ESA kræver, at Norge ændrer det gældende system, fordi det forhindrer fri konkurrence.
I Uber er man overbevist om, at Norge vil følge ESA's anmodning. Hvis det sker, og begrænsningerne på antallet af bevillinger ændres, så vil Uber vende tilbage med tjenester som normalt.
Taxiforbundet understreger, at det er en lang række krav til taxavirksomhed, der vil tvinge Uber ud af markedet.
- Hvis de konkurrerer på lige vilkår med os, så vil vi udkonkurrere dem, siger Trevland.
Uber har foreslået trafikdepartemtentet flere tiltag til regulering. Selskabet ønsker at følge skattemyndighedernes ønsker om automatisk indrapportering af chaufførernes indtægter. Selskabet vil også indgå aftaler med organisationer, som tilbyder pensions- og forsikringsordninger for chaufførerne.
/ritzau/NTB