Annette Heick er træt af de utallige spørgeskemaer og tilfredshedsundersøgelser, som man bliver mødt med overalt.
Det kan være hos mekanikeren, efter opkaldet til Skat, hvor man bliver bedt om at vurdere sin oplevelse af opkaldet, eller efter toiletbesøget på rastepladsen, hvor man skal vurdere kvaliteten af rengøringen.
Men de mange spørgeskemaer har en bagside, mener den 45-årige skuespiller, sanger og tv-vært. Det er nemlig med til at sætte vores egen udvikling i stå og begrænse medarbejdernes mulighed for at gøre et godt stykke arbejde, når en stor del af arbejdstiden skal bruges på papirarbejde. Det skriver hun i en klumme i BT.
"Begreber som tillid, ansvar, sund fornuft og stolthed bliver, synes jeg, pillet helt ud af ligningen, når man vurderer med smileyer og spørgeskemaer og derefter udstyrer medarbejderne med kontrolark og egenkontrol og efterkontrol og kontrol af andres arbejde igen," lyder det fra Annette Heick.
Regelmæssig kontrol bør i stedet begrænse sig til, når man skal opgøre de materielle ting, som eksempelvis optælling af varelager eller revision, lyder det fra Annette Heick. Det bliver også en ubehagelig personalepolitik, hvis skemaerne bruges til at vurdere, om den ene rengøringsdame gør et bedre arbejde end den anden, mener hun.
"De utallige spørgeskemaer og tilfredshedsundersøgelser, jeg lader mig irritere over, er dem, som på mig virker som en ubehagelig overvågning af medarbejdere," skriver Annette Heick i sin klumme.
Samtidig får kunderne med de anonyme spørgeskemaer en alt for stor magt, mener Annette Heick.
"Jeg synes, det giver mig et alt for stort ansvar og egentlig også magt. Som kunde. Hvis jeg nu var rigtig utilfreds, så kunne jeg gemme mig bag en undersøgelse og sige nogle dårlige ting om en (i dette tilfælde) mekaniker, uden at se vedkommende i øjnene. Og hvis jeg ville give ros, kunne jeg risikere, at den ros aldrig nogensinde kom videre," skriver hun.