Uden for præsidentens hovedsæde i Kosovos hovedstad Pristina er et stort hvidt hegn. Hele vejen langs det er billederne hængt op med tekst og datoer skrevet nederst.
»Kemajl Kotca - 28.04.1978 - 15.04.1999«
På et stort hvidt banner mellem de mange fotos af døde kosovo-albanere står en besked til dem:
»Të gjithëve na mungjnë - Vi savner jer stadig«
Krigen i Kosovo er stadig særdeles meget til stede i provinsen, og langt de fleste kosovo-albanere kan ikke se anden fremtid end fuldstændig uafhængighed fra Serbien.
»Det er det eneste, vi tænker på,« siger journalisten Jetmir Sefa.
Og hver eneste dag bliver indbyggerne i Kosovo mindet om, at regionen ikke er fredelig endnu. Overalt i byen kører hvide biler med store sorte bogstaver på siden. UN. Engelsk for FN.
For to uger siden udviklede en demonstration imod Martti Athisaaris plan i hovedstaden Pristina sig til uroligheder. For kosovo-albanerne vil ikke acceptere mindre end fuldstændig uafhængighed. Og det giver den finske FN-udsendings plan dem ikke.
»Uafhængighed har været et nationalt mål i en evighed. Vi har været underlagt fremmede regimer så langt tilbage, at vi kan huske. Men jeg er meget optimistisk,« siger Jetmir Sefa.
Frygter for fremtiden
Blandt de kosovo-albanske ledere er der ligesom blandt de serbiske ledere ikke særlig meget rum for kompromis. De står alle fast på kravet om uafhængighed. Hvordan der vil blive reageret på en eventuel resolution fra FN’s Sikkerhedsråd, som vil gennemtvinge et kompromis, er uklart. Folk i regionen mener dog ikke, at en væbnet konflikt vil bryde ud igen. Men udsigten til en stor grad af selvstændighed lyder ikke godt i alle ører i Kosovo.
Efter krigen i 1998-99 flygtede omkring 220.000 kosovo-serbere. I dag er der godt 100.000 tilbage over for to millioner kosovo-albanere.
»Der er stor frustration blandt kosovo-serberne. Vi frygter for, hvad der kan ske, hvis Kosovo bliver selvstændigt,« siger Oliver Ivanovic fra mindretallets største parti.
For kosovo-serberne er Athisaari-planens mindretalsbeskyttelse ikke nok til at give dem tryghed.