U21-anfører: Vi er tvunget til at slå Tyskland

Den sidste skarphed manglede mod Italien, siger U21-anfører Lasse Vigen Christensen efter 0-2-nederlag.
Lasse Vigen Christensen i en af flere dueller mod de stærke italienere søndag aften.
Lasse Vigen Christensen i en af flere dueller mod de stærke italienere søndag aften. Foto: Janek Skarzynski/AFP

Det danske U21-landshold skal vinde de to sidste gruppekampe ved EM i Polen, hvis holdet skal gå videre til turneringens semifinaler.

Det slår anfører Lasse Vigen Christensen fast søndag efter 0-2-nederlaget mod Italien i den første gruppekamp.

Sejre over Tyskland og Tjekkiet er ikke nødvendigvis nok til at sikre førstepladsen i gruppen, men en semifinalebillet kan også komme i hus med en andenplads - hvis danskerne er den bedste toer i de tre EM-grupper.

- Turneringskonceptet er, som det er. Jeg gider egentlig ikke at bruge tid på det. Det vidste vi allerede inden de første to kampe.

- Nu er vi nødt til at vinde over Tyskland for at kunne have en chance for at kunne gå videre inden den sidste kamp mod Tjekkiet, siger Lasse Vigen Christensen.

Ligesom Italien er tyskerne kommet til slutrunden med et slagkraftigt hold, der regnes blandt turneringens favoritter.

Der var dog momenter i søndagens danske nederlag, der giver anføreren tro på, at tyskerne kan stækkes. Danskerne skal dog skabe flere chancer, pointerer han.

- Vi viste meget karakter og fulgte den plan, der blev langt. Langt henad vejen spillede vi en rigtig god kamp. Vi manglede lige den sidste kvalitet i at kunne skabe chancer.

- Vi skal 100 procent blive ved med at tro på det. Kunsten er at komme videre, når man har tabt. Det er en del af at være fodboldspiller, siger anføreren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.