Normalt er især forsangeren i U2, Bono, langt fremme i skoene, når det gælder miljø. Men nu bliver bandet kritiseret for at misbruge miljø-ressourcer på deres verdensturné.
Tidligere forsanger i 'Talking Heads,' David Byrne, kritiserer bandets tour-omkostninger. Han synes hellere, at ressourcerne skulle bruges på at hjælpe folk, der sulter i u-landene. Men U2 protesterer.
"Alle der tager på tour vil efterlade et CO2-fodspor. Jeg synes, det er unfair at anklage rock 'n' roll. Der er mange andre ting i samme kategori, men vi har altså et program til at tage sig af vores CO2-forbrug," fortæller guitaristen The Edge ifølge nme.com
Han understreger, at han ville ønske, der var et alternativ til store lastbiler og CO2-kvoter, men at det desværre ikke findes.