Et af verdens allerstørste rockbands arbejder nu på et nyt album.
Irske U2 med forsangeren Bono i front har ikke ladet noget nyt musik høre fra sig siden 2004-albummet ’How To Dismantle An Atomic Bomb’.
Men nu afslører bandets guitarist The Edge i det amerikanske musikblad ’Rolling Stone’, at bandet arbejder med nye sange.
»Vi arbejder med nye sange og fortaber os i musikken. Jeg tror ikke, at vi vil tænke for meget over, hvor vi vil hen. Vi skriver bare en masse og ser hvad der sker.«
Bandet har dog ikke ligget på den lade side siden deres seneste album.
De fire irere har været på verdensturné, mens Bono sideløbende har forsøgt at redde verden.
En indsats han i sidste uge blev adlet for af det britiske kongehus.
Produceren på det nye album bliver super-produceren Rick Rubin. Han har tidligere lavet Beastie Boys, Justin Timberlake, Slayer, Johnny Cash og mange, mange flere.