Hvad gør man, når man skylder 25.000 kroner væk og gerne vil ud af sin gæld?
For en 22-årig mands vedkommende blev løsningen at stjæle Guldhornene fra museet Kongernes Jelling i september i år.
Forud for dagens retsmøde i sagen om Guldhorns-tyveriet havde den 22-årige indrømmet, at han var med til at stjæle guldhornene, en halsring og en 9000 år gammel ravbjørn natten til den 17. september i år.
I retten forklarede han, at han brugte seks timer på at planlægge tyveriet. Som forberedelse klippede han huller til øjne og mund i en trøje, som han skulle bære under tyveriet, samtidig med at han købte to økser i Silvan.
Manden er tiltalt for tyveriet sammen med sin mor og 25-årig mand, der begge nægter sig skyldige.
Moderen blev også afhørt i retten i dag. Her kunne hun blandt andet fortælle, at hun i første omgang troede, at der var tale om en stor bunke tøj, da hendes søn kom forbi og afleverede en stor taske, som senere viste sig at indholde de stjålne guldhorn.
Ifølge moderen var det først, da sønnen viste hende Guldhornene, at hun blev klar over, hvad han havde bedrevet.
Det medførte et møgfald fra moderens side, der desuden - tilsyneladende som den første - kunne oplyse sin søn om, at guldhornene slet ikke var af guld.