Tyvene holder dampen oppe i juledagene og har givet mange borgere en ubehagelig oplevelse. Indtil nu er der landet over blevet anmeldt 742 indbrud, oplyser Rigspolitiet fredag formiddag.
Tallet svarer nogenlunde til udviklingen i samme periode i 2016 og 2017. Dengang blev der talt henholdsvis 759 og 734 indbrud.
Men til gengæld er årets høst af anmeldelser noget lavere end sidste år, hvor der var 814 anmeldelser.
Ligesom i de foregående dage er borgerne i Nordsjælland, Østjylland og på Fyn hårdest plaget, viser fredagens opgørelse.
Den gælder anmeldelser om indbrud i villaer og lejligheder fra 20. december frem til midnat natten til fredag.
Tallet kan dog ændre sig, fordi nogle mennesker er på ferie og først senere opdager, at der har været fremmede inden for døren.
På landsplan var der cirka 29.000 indbrud hele sidste år, så et stort antal mennesker har oplevet at stå i situationen.
Når man er blevet ramt, skal man ringe til 114 og anmelde sagen. Det er i den forbindelse en god idé at have oplysninger om sit forsikringsselskab og policenummer klar, lyder det i en pressemeddelelse fredag fra Rigspolitiet.
- Det kan helt bestemt være en barsk oplevelse, når der har været fremmede i ens hjem og rode i ens private ting og måske endda stjålet ikke bare ting af økonomisk værdi, men også ting af affektionsværdi, udtaler Henrik Sønderby, der er chef for Nationalt Efterforskningscenter i Rigspolitiet.
/ritzau/