Fyns Politi i Odense har siden november anholdt og fået varetægtsfænglset tre personer, som man mener, står bag en serie atypiske og omfattende indbrudstyverier i Odense og rundt om på Fyn.
»Det er særligt måden, de har gjort det på, der er speciel. Man kan karakterisere det som deciderede plyndringer,« siger kriminalassistent Jens Risager fra Fyns Politi i Odense.
Det specielle ved tyvenes fremgangsmåde er, at de hver gang har lavet adskillige indbrud inden for et meget kort tidsrum.
De tre personer er alle i 30 erne og har ved flere end 70 indbrud stjålet værdier for i omegnen af en halv millioner kroner.
Det er hovedsageligt guld, ædelsten, kontanter og elektroniske genstande, som tyvene er gået efter på deres plyndringstogter i private villaer og biler.
Side 3