Lørdag aften sidder to fyre hjemme i Næstved. De spiser euforiserende svampe og snakker om penge. Der er lavvande i kassen, så de beslutter sig for at skaffe nogle kontanter.
Men hvor?
De kommer i tanke om, at der altid er fyldt med mønter i ønskebrønden i BonBon-land, så de får en ven til at give et lift til Holme Olstrup, der ligger syv-otte kilometer fra Næstved.
Den 19-årige og den 31-årige bryder ind i forlystelsesparken, finder brønden, fjerner gitteret, der skal sikre, at folk kun kaster penge i brønden og ikke tager dem op igen. Og så begynder de ellers at samle tokroner, enkroner og halvtredsører op fra brønden. Samlet bliver gevinsten på ikke mindre end 368 gode danske kroner.
Efter endt fiskeri, med våde arme op til albuerne, mudder på tøjet og lommerne fulde af guld, klatrer de over hegnet for at forlade forlystelsesparken. Men inden de når længere, bliver de stoppet af politiet. En medarbejder fra BonBon-land har set de to mænd og mente, at de så lidt luskede ud.
Ønsker i fare
»De havde siddet derhjemme og havde fået lyst til at stjæle fra ønskebrønden,« fortæller Henrik Karlsen, der er vagthavende ved Næstved politi. Han ryster på hovedet af hele historien.
Det var betjente fra Næstved politi, der i weekenden fangede de to tyve og tog dem med på stationen. De to mænd var påvirkede og havde spist så mange svampe, at den ene måtte en tur forbi hospitalet. Manden er udskrevet igen, men mon ikke de to tyve vågnede op søndag med en bunke moralske tømmermænd. Eller som Henrik Karlsen formulerer det:
»Jeg ved ikke, hvad der sker med børnenes ønsker, når pengene ikke er i ønskebrønden længere.«