Hvad gør man, hvis politiet bliver ved med at optrevle ens narkoforretning?
Man går til hunden.
Det gjorde i hvert fald tyve i Mexico, der i sidste uge stjal en af politiets mest erfarne narkohunde, Rex den Fjerde, der havde en lang række afsløringer bag sig.
Rex, der er en belgisk fårehund, var blevet tjekket ind på et fly fra Mexico City efter et veludført job i hovedstaden. Men da flyet landede, kunne betjentene konstatere, at deres narkokonge var væk.
Og ikke nok med det. Tyvene havde været så frække at erstatte Rex med en lille hilsen til politiet.
I buret sad nemlig en lille sort bastardhvalp.