Tyve plyndrer dræbt ægtepars hus

Tyve plyndrer dræbt ægtepars hus to nætter i træk. Lav form for kriminalitet, mener politiet.

Indbrudstyve har groft udnyttet, at en 65-årig mand i weekenden dræbte sin 56-årige hustru og begik selvmord.

To nætter i træk har der været indbrud i det døde ægtepars hus på Elborg Allé i Dragør, skriver ekstrabladet.dk.

Politiet har endnu ikke overblik over, hvad der er blevet stjålet.

- Jeg kan bekræfte, at der har været indbrud i huset to nætter i træk, siger vicepolitiinspektør Tommy Keil til ekstrabladet.dk.

- Det er en lav form for kriminalitet, når man ikke respekterer, at mennesker er døde i huset, og at der er tale om et gerningssted, siger Tommy Keil.

Ægteparret blev fundet døde mandag aften kort før klokken 21.00 af en nabo, som alarmerede politiet.

På grund af omstændighederne blev drabsafdelingen, kriminalteknikere og retsmedicinere tilkaldt til stedet.

Og de foreløbige tekniske undersøgelser tydede på, at manden dræbte kvinden og derefter begik selvmord, oplyste Hans Erik Raben fra drabsafdelingen hos Københavns Politi.

Da der er tale om en familietragedie, vil Københavns Politi ikke oplyser yderligere om sagen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.