Glem alt om brækjern og universalnøgler. Nutidens tyve er nemlig langt mere udspekulerede.
I Nordsjællands Politi har man i løbet af de seneste par uger oplevet en ny type tyverier fra personbiler, hvor tyvene skaffer sig adgang til bilen ved hjælp af en såkaldt 'jammer.' Det sker, mens ofrene er til begravelse, skriver Villabyerne.
En mand fik for nylig stjålet værdier for 50.000 kroner fra sin Bentley, da han var til begravelse i Ordrup Kirke, men der var ingen tegn på indbrud i bilen.
»Tyvene sender et modsignal på den frekvens, som fjernbetjeninger til biler bruger. På den måde spærrer de for auto-låsen på alle biler i området. Og så kan de tømme de ulåste biler i fred og ro under begravelsen. Det er meget udspekuleret,« siger vicepolitiinspektør Finn Duris fra Nordsjællands Politi til Avisen.dk.
Svære at fange
Nordsjællands Politi har indtil videre registreret to tilfælde af tyverier, hvor tyvene har skaffet sig adgang til biler med en jammer. Tyvene orienterer sig ved hjælp af dødsannoncer, for begge tyverier skete, mens bilejeren var til begravelse.
Ifølge Finn Duris er tyverierne svære at opklare af en årsag:
»Der er ingen tegn på indbrud ud over en ulåst bil. De efterlader overhovedet ingen spor. Så tyvene skal enten tages med fingrene i fadet eller i besiddelse af tyvekosterne.«