Fire gange måtte Østjyllands politi natten mellem torsdag og fredag rykke ud til anmeldelser fra bilejere, som havde haft ubudne gæster i deres biler - alle af mærket VW Passat.
Det kan man læse i politiets døgnrapport, hvor de beskriver, hvordan tre gerningsmænd ihærdigt forsøgte at få fat på både dæk, fælge og andre reservedele fra netop VW Passat'er. De slog til flere forskellige steder i og omkring Aarhus.
Det første forholde skete på Stendalsvej, Aarhus V, hvor 3 personer, signaliseret som 18-20 år gamle og østafrikanske af udseende, havde forsøgte at klodse en personbil op på mælkekasser ved hjælp af en donkraft. Dette var de dog ikke lykkedes med, hvorefter de stak af fra stedet i en mindre personbil.
Kort efter kom en ny anmeldelse fra Frydenlunds Allé, Aarhus V, hvor de 3 mænd med samme signalment og bil havde klodset en anden Passat op på mælkekasser. Her var det lykkedes dem at stjæle et dæk med fælg.
Tredje forhold blev anmeldt lidt over midnat, hvor en anmelder oplyste, at han havde fået stjålet et forhjul fra en Passat, som havde holdt ud for Elstedhøj 20 i Lystrup. Bilen var ikke klodset op denne gang.
Sidste forhold anmeldt på Gøteborg Allé, hvor endnu en Passat var blevet udsat for tyveri. Denne gang havde gerningsmændene knust bagruden på bilen og taget et dæk med fælg ud. De havde dog opgivet deres forehavende, enten fordi at dækket var beskadiget og ikke kunne bruges, eller fordi at de følte sig opdaget. Der lå yderligere et dæk med fælg i bilen, som ikke var taget.
Politiet har endnu ikke fanget de tre formodede gerningsmænd.