To bybusser fra Arriva i Hadsund blev natten til tirsdag stjålet af en gruppe tyve, der herefter kørte ræs gennem byen.
Det siger vagthavende ved Hobro Politi.
Fra busholdepladsen lidt uden for Hadsund brød tyvene ind i de to bybusser i løbet af natten, og mens den ene kørte fast på en motocrossbane 300 meter væk, nåede den anden bus cirka én kilometer til Hadsund by, hvor den smadrede fire biler inden den torpederede en husgavl. Ingen kom til skade.
Tyveriet blev først opdaget, da en buschauffør manglede sin bus til morgenruten.
»Busserne er formentlig totalskadede. Og det er busser til mellem to og tre millioner kroner. Og den ene bus var formentlig helt ny,« siger vagthavende til DNY.
Politiet har ingen spor af bybustyvene.