Nogle anskaffer sig en vagthund til at skræmme potentielle indbrudstyve væk. Men en kat kan åbenbart også bruges.
I hvert fald kan en kvinde sandsynligvis takke sin kat for, at hendes hjem i Bogense på Fyn ikke blev invaderet af en uønsket gæst natten til lørdag, oplyser Fyns Politi.
- Hun havde taget sin kat med i seng, og midt på natten blev katten urolig, og anmelderen bemærkede, at der var nogen, der lyste med en lygte udenfor hendes soveværelsesvindue, forklarer Fyns Politi i en skriftlig kommentar til Avisen.dk.
Katten sprang op i vindueskarmen, hvorpå gerningsmanden med det samme flygtede.
Inden katten skræmte tyven væk, havde han forsøgt at bryde ind i kvindens hjem både gennem dør og vindue, og i hendes garage - men takket være kvindens pelsklædte sengekammerat blev der ikke stjålet noget.