En ulykke kommer sjældent alene, men at to og tre store ulykker rammer på næsten samme tid, er næsten umenneskeligt.
Ikke desto mindre er det sket for en borger i byen Gug ved Aalborg, som for nylig mistede sin mor. Urnen med morens jordiske rester skulle nedsættes i næste uge, men natten til fredag blev bilen stjålet ? med urnen i bagagerummet.
»Vi forsøger at finde bilen, men det er som at lede efter en nål i en høstak,« lyder det fra vagthavende ved Aalborg Politi, som ser på sagen med særlig stor alvor.
»Alt andet lige kan du altid få en ny bil, men man kan ikke erstatte det i bagagerummet, og derfor har vi sendt beskeder ud til busser, taxaer og pressen,« fortæller vagthavende.
Bilen er en rød VW Lupo og har registreringsnummer XX 34 517. Den blev stjålet på Solvangen.
Politiet er meget interesserede i at få et kald på 96 30 14 48 fra eventuelle vidner eller folk med oplysninger om, hvor bilen er henne.
Ifølge vagthavende har politiet ikke fået oplyst, hvorfor urnen stod i bagagerummet af bilen.