En tyv fra New Zealand burde nok have overvejet, hvem det var han stjal fra, da han var i færd med at pille dyre lynafledere af et kæmpe reklameskilt i Auckland.
Ejeren af skiltet var nemlig Mark Venter, der driver et reklamefirma. En af Venters bekendte kom tilfældigvis forbi, da tyven var i gang med sin ugerning, og han dristede sig til at knipse et billede af tyveknægten.
Da fotografen herefter overlod billedet til Venter blev det skalleret op i kæmpestørrelse og placeret på fire store reklamer rundt omkring i byen.
"Hvem er denne tyv? Dusør 500 dollars," står der på reklamen.
Mark Venter har sagt til AP, at hundredevis af mennesker har ringet til ham efter reklamen. De fleste vil dog bare tilkendegive deres støtte for metoden, siger han.
Politiinspektør Roy Simpson siger dog, at politiet til gengæld har fået flere henvendelser, der sætter det samme navn på den uidentificerede tyv, og at denne nu er eftersøgt.
Tyven har nu alligevel været en lille smule heldig. Ifølge Mark Venter ville tyven være blevet ramt af 50.000 volt - og være blevet dræbt på stedet - hvis han havde forsøgt at stjæle dem om natten.