Intet er tilsyneladende helligt for en nu fængslet 43-årig tyv.
Den 43-årige begik nemlig tidligt om morgenen onsdag indbrud i butikken "Blindes Arbejde" på Nytorv i Slagelse.
Han havde knust en rude og forsynet sig med nogle træelefanter, skriver Sjællandske.
Med et vidnes hjælp kunne en politipatrulje kort efter pågribe manden i en gade nogle hundrede meter fra gerningsstedet.
Manden blev anholdt og mindre end 12 timer senere havde han fået en dom på fem måneders fængsel.
Manden havde erkendt sin gerning på stedet og kunne derfor idømmes en såkaldt straksdom.
Den 43-årige havde i øvrigt en reststraf fra en tidligere forbrydelse stående på kontoen.
Et indbrud koster et par tusind kroner
"Blindes Arbejde" har flere gange været udsat for hærværk og indbrud, og nu håber den daglige leder af "Blindes Arbejde", Jan Friis, at der er sat en stopper for det.
- Jeg ved det selvfølgelig ikke med sikkerhed, men jeg tror, det er den samme, som har generet os fem-seks gange tidligere. Jeg ved ikke hvorfor, han gør det, for vi har jo ikke noget af værdi i butikken, men hver gang koster det et par tusinde kroner for en smadret rude. Og så er det virkelig træls for de blinde og deres førerhunde, når de kommer ind til en masse glasskår, siger Jan Friis og oplyser til til Sjællandske, at træelefanterne ikke har den store værdi:
- Der er jo ingen penge i det, så hvorfor han bliver ved med det, ved jeg ikke. Jeg er bare glad for, at politiet nu har anholdt ham, og at vi så slipper for ham - i hvert fald de næste fem måneder.