Mens Liverpool-angriberen Sadio Mane tirsdag aften forgæves forsøgte at banke bolden i mål mod Bayern München, var en indbrudstyv på spil i Manes hus, der stod tomt under Champions League-kampen.
Ifølge BBC blev der under indbruddet stjålet ure, mobiltelefoner og bilnøgler fra Manes bolig.
Indbruddet fandt sted i tidsrummet mellem klokken 18.00 og 23.45, da Mane befandt sig på Anfield til det første opgør i ottendedelskampen mod Bayern, der for øvrigt endte 0-0.
Det er endnu ikke lykkedes politiet i Liverpool at opspore gerningsmanden.
- Jeg vil opfordre de skyldige til at gøre den rigtige ting og levere de stjålne genstande tilbage. Vi ved, at især urene er meget værdifulde, siger politiinspektør Phil Mahon fra Merseyside Police.
Han opfordrer desuden personer, som muligvis er blevet tilbudt at købe de stjålne genstande, til at kontakte politiet.
Det er anden gang, siden Mane kom til Liverpool i 2016, at han er udsat for et indbrud i sit hus under en kamp.
I november 2017 brød en gruppe tyve ind i den 26-årige senegalesers bolig, mens han passede sit job i en Champions League-kamp mod Maribor fra Slovenien. Også den kamp blev spillet på Anfield.
/ritzau/