Tysklands parlament, Forbundsdagen, er onsdag samlet for at vælge Angela Merkel som forbundskansler for fjerde gang.
Det sker efter et næsten seks måneder langt politisk dødvande i Europas største økonomi.
Merkel har brug for opbakning fra mindst 355 af Forbundsdagens medlemmer.
Den såkaldt store koalition, som består af hendes konservative kristelige demokrater i CDU og dets bayerske søsterparti CSU samt socialdemokraterne i SPD, har 399 pladser.
Merkel og den fungerende leder af SPD, Olaf Scholz, samt lederen af CDU, Horst Seehofer, underskrev mandag en 177 sider lang aftale om en regeringskoalition.
- Meget arbejde ligger og venter på os. Jeg er optimistisk og forventer, at det bliver vellykket, siger Merkel om den nye koalitionsaftale.
Tysklands socialdemokrater går ind i regeringen efter en urafstemning, hvor 66 procent af SPD's medlemmer støttede en koalition med Merkels parti.
Cirka 464.000 af partiets medlemmer kunne stemme, og stemmeprocenten var på 78.
/ritzau/dpa