Den tyske ørn mødte sin overmand i den spanske tyr, da det ellers suveræne tyske landshold onsdag aften mødte nederlaget ved VM i Sydafrika.
Og det var et velfortjent resultat, efter en velspillet semifinalekamp, hvor spanierne næsten konstant pressede det tyske forsvar i bund.
Der var dog langt mellem chancerne i kampen - hvis man ellers ser bort fra en lang række langskud mod mål.
Derfor stod der også 0-0 ved pausen.
Situationen ændrede sig dog i slutningen af 2. halvleg, hvor Spanien blev tildelt et hjørnespark.
Det blev taget af Xavi Hernandez - og forsvarsspilleren Carles Puyol kunne med et usædvanligt velplaceret hovedstød sikre Spanien en 1-0-sejr.
Spanien skal i VM-finalen møde Holland.