Frankrig og Tyskland markerer tirsdag 50-års-dagen for Elysée-traktaten, der skabte varig fred mellem de to arvefjender efter Anden Verdenskrig
Frankrigs præsident, François Hollande, er rejst til Berlin for at mødes med den tyske kansler, Angela Merkel, og der er lagt op til et omfattende jubilæumsprogram.
De to statsledere startede dagen på den franske ambassade, hvor de mødtes med fremtrædende personer fra begge landes kulturscene.
- Jeg er barn af dette venskab (mellem Frankrig og Tyskland, red.). Min første bil var en 2CV, og jeg har studeret i Paris, fortæller den tyske filminstruktør Wim Wenders med henvisning til en ældre Citroën-model.
- I dag er der visse uenigheder, men det overrasker mig ikke efter 50 års ægteskab, forklarer den tyske instruktør.
Det var Merkels og Hollandes forgængere, Konrad Adenauer og Charles de Gaulle, der i 1963 underskrev traktaten.
Aftalen om venskab og tæt samarbejde mellem de to store EU-lande lagde grunden for EU's fransk-tyske motor.
Flere kommentatorer antyder imidlertid, at fejringen af traktaten mest er pomp og pragt, og at det fransk-tyske samarbejde i virkeligheden skranter.
- Der blæser en vind af tyskfjendtlighed igennem Frankrig, og der rejser sig en stille kritik mod det, der betragtes som tysk økonomisk imperialisme, skriver den franske avis Le Monde tirsdag.
Den tyske avis Frankfurter Allgemeine er heller ikke særlig imponeret over det nuværende tysk-franske samarbejde.
- Samarbejdet har sjældent været så udfordret som nu, skriver den konservative avis.
Også den dårlige personlige kemi mellem Merkel og Hollande fremhæves af flere kritikere.
De to ledere har en fundamental forskellig tilgang til krisen i eurozonen, hvor Hollande vil stimulere væksten, mens Merkel går ind for stram økonomisk tilbageholdenhed.
På et fælles pressemøde tirsdag sagde de to statsledere, at de til maj vil fremsætte et fælles forslag om at styrke eurozonen.
Ifølge Merkel vil det fransk-tyske initiativ "stabilisere og uddybe den monetære union".
/ritzau/dpa