En historisk atomaftale med Iran skal ikke genforhandles, fastholder Tyskland, mens USA ivrigt forsøger at presse en omskrivning igennem.
- For os er holdningen den samme. Det har højeste prioritet at fastholde atomaftalen og en fuldstændig implementering fra alle parter, siger en talsmand for det tyske udenrigsministerium.
USA's præsident, Donald Trump, har krævet aftalen revideret, så man pålægger Iran langt strengere krav. Trump siger, at USA vil genindføre sanktioner 12. maj, hvis ikke det lykkes.
Han har senest fået en håndstrækning fra Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, som har fremlagt et forslag til en ændring.
- Vi må se grundigt på dette forslag. Spørgsmålet er, under hvilke omstændigheder Iran vil være forberedt på at acceptere denne proces. Vi er i tæt og konstruktiv kontakt med EU-3 og USA, siger den tyske talsmand.
De øvrige parter i aftalen har mere eller mindre direkte givet udtryk for den holdning, at aftalen ikke skal skrives om. Rusland og Kina ført an med den dagsorden.
- Atomaftalen blev forhandlet mellem syv lande og EU. Den kan ikke genforhandles. Men det er også åbenlyst, at vi ud over aftalen ønsker at sikre os, at Irans atomprogram kun har et fredeligt formål, siger talsmanden i udenrigsministeriet.
Det samme har Iran, som har truet med "alvorlige konsekvenser". Desuden truer Iran med at trække sig fra den internationale aftale til forhindring af udbredelsen af kernevåben (NPT), hvis USA forlader atomaftalen fra 2015.
Onsdag eftermiddag har den britiske premierminister, Theresa May, i parlamentet i London sagt, at briterne samarbejder tæt med "allierede i Europa" om sagen.
/ritzau/Reuters