Ritzau
Opdateret kl. 21:16
Den tyske regering går ud fra, at et cyberangreb mod udenrigsministeriet i Berlin er foretaget fra Rusland.
Det siger udenrigsminister Heiko Maas søndag til tv-stationen ZDF.
Maas opregner en række sager i forhold til Rusland, som han kalder problematiske.
Der er mangel på fremskridt om en våbenhvile i det østlige Ukraine, et angreb med nervegift i Sydengland, Ruslands støtte til regeringen i Syrien og russiske forsøg på at påvirke valgkampe i Vesten med cyberangreb.
- Vi har haft et angreb på udenrigsministeriet, hvor vi har været nødt til at antage, at det havde sin oprindelse i Rusland.
- Vi kan ikke bare ønske alt dette væk. Og jeg tror, at det ikke kun er rimeligt, men også nødvendigt at påpege, at vi ikke anser det som positive bidrag, siger Maas.
Hans-Georg Maassen, der er chef for Bundesamt für Verfassungsschutz, den indenlandske efterretningstjeneste i Tyskland, konstaterede tidligere på ugen, at det er "højst sandsynligt", at det er den russiske regering, der står bag cyberangreb mod den tyske regering.
Han lod forstå, at angrebene, der blev opdaget i december, er så komplekse, at de formentlig kun kan udføres af et organ under en regering.
- Vi opfattede det som et cyberangreb med russisk oprindelse.
- At tilskrive dem det 100 procent - at det er begået fra Moskva, og at det er et regeringsorgan - er ikke muligt, men vi kan tale om det som højst sandsynligt, sagde Maassen.
/ritzau/Reuters