Tyskerne raser over, at den græske premierminister George Papandreou har foreslået en folkeafstemning om den seneste økonomiske redningspakke fra EU, skriver nyhedsbureauet Reuters.
En meningsmåling lavet af analysefirmaet Infratest dimamp for tv-stationen ARD viser at 82 procent af tyskerne mener, at grækerne må forlade euroen, hvis de ikke vil acceptere den seneste redningspakke.
Stemning beskrives på forsiden af det tyske blad Bild.
"Tag euroen fra grækerne. Vi vil have vores egen folkeafstemning (om Grækenland i eurozonen) nu," lyder det på forsiden af Bild.
Tyskerne er trætte af at betale gildet og frygter, at den græske befolkning vil stemme nej til at tage den økonomiske medicin, de er blevet ordineret af de øvrige eurolande. For det kan have store konsekvenser for hele Europa.
"Det ville være enden på det," siger lederen af de tyske socialdemokrater, Sigmar Gabriel, til Reuters.
"Der ville komme en uundgåelig recession, som også ville ramme Tyskland hårdt," siger han.
Kilde: Reuters