Tyskland forlænger nedlukningen af landet til udgangen af januar. Det betyder, at skoler og de fleste butikker forbliver lukkede.
Samtidig bliver der indført nye restriktioner, som skal begrænse smittespredningen.
Det siger landets forbundskansler, Angela Merkel, på et pressemøde tirsdag, efter at hun har holdt møde med ledere fra landets 16 delstater.
Blandt de nye tiltag er, at der kommer restriktioner for rejser ind og ud af områder med meget smitte. Borgere i sådanne områder må højst bevæge sig i en radius på 15 kilometer fra eget hjem.
Derudover må tyskerne fremover højst mødes med en anden person fra et andet hjem under de nye regler. Tidligere var tallet fem.
/ritzau/AFP
/ritzau/Reuters