Søndag tog han den første etape og onsdag den anden - tyske John Degenkolb fra Shimano har gjort sig selv til det nye store sprinternavn i cykelsporten med indtil videre to etapesejre i årets Vuelta a Espana.
Onsdagens sejr kom i hus efter en rolig femte etape, men med nervøs afslutning, hvor rytterne bragede igennem byen Logroño. Degenkolb kom lige nøjagtig først over stregen foran Daniele Bennati fra Radioshack-Nissan.
Mens fjerde etape tirsdag blev noget rodet efter et stort styrt og polemik om, hvorvidt Sky skulle have sat fart på efter eller ej, fik rytterne på femte etape en mere rolig dag onsdag.
Eller i hvert fald på det meste af etapen. For med få kilometer igen begyndte feltet at køre ekstremt hurtigt og nervøst. Flere gange måtte ryttere køre over heller og bump på vejen, og med op imod 70 kilometer i timen flere steder så det hele noget halsbrækkende ud.
Men altså ikke mere halsbrækkende, end at den 23-årige Degenkolb turde hamre af sted i de små veje til sidst og nappe sejren.
Ingen af favoritterne rørte på sig, og dermed er Joaquim Rodriguez stadig nummer et i den samlede stilling.
/ritzau/