De forsvarende verdensmestre fra Tyskland fik lørdag et hak i selvtilliden forud for VM-slutrunden i Rusland, der begynder senere på måneden.
Ude mod Østrig kom Tyskland foran på mål af Mesut Özil, men endte med at tabe 1-2 i den næstsidste testkamp.
På den positive side var målmand Manuel Neuer i aktion for første gang siden september, men han kunne ikke stille noget op ved de to østrigske scoringer.
Nu venter en sidste test mod Saudi-Arabien, før det går løs mod Mexico 17. juni i Moskva. Foruden Mexico er Sverige og Sydkorea i Tysklands gruppe.
I lørdagens kamp kom Tyskland planmæssigt foran, da Arsenals Özil bragte holdet på 1-0 efter 11 minutter.
Özil lagde den kontrolleret over i fjerneste hjørne efter at have opsnappet et håbløst udspark fra den østrigske keeper.
Hjemmeholdet kom sig dog over dukkerten. Først udlignede Martin Hinteregger ved at flugte et hjørnespark i kassen i det 54. minut.
Og senere i anden halvleg sørgede en velplaceret inderside fra Alessandro Schöpf for 2-1 til Østrig, som også havde flest forsøg på mål i opgøret.
/ritzau/