Kommer ulven? Det er der nu tegn på i Slesvig-Holsten 100 kilometer syd for den dansk-tyske grænse.
Det første spor dukkede op, da et større dyr gik i en fotofælde i Segeberg Amt.
Ifølge miljøministeriet i Kiel har eksperter fra Wildpark Eekholt konstateret, at det drejer sig om en hanulv, efter at de har analyseret dyreekskrementer i området, skriver Flensborg Avis.
Der blev senest registreret ulve i Slesvig-Holsten i 2007, da en ung ulv på vandring blev kørt over i Ostholstein Amt. Inden da havde der ikke været spor af ulve i knap 200 år.
- At ulven nu igen er i Slesvig-Holsten, er et tegn på, at dyr, der egentlig er blevet udryddet, alligevel har en fremtid her, siger Slesvig-Holstens miljøminister, Robert Habeck fra De Grønne.
Men der er ikke nogen grund til at tro, at ulven bosætter sig nord for grænsen i nærmeste fremtid, vurderer biolog Erling Krabbe fra Naturstyrelsen.
- Hvis det sker, så tror jeg, det ligger langt ude i fremtiden. De ulve, der er i Slesvig-Holsten og andre steder vestpå, er stadig enkelte strejfdyr, så jeg tror, der går lang tid, før vi kan snakke om, at der lever ulve i Danmark, siger han til DR P4 Syd.
Og skulle der komme en ulv ind på dansk jord, er der ingen grund til frygt, understreger han. Erfaringerne fra Tyskland, Polen og Sverige viser, at ulvene ikke er farlige for mennesker.
- Det er et meget sky dyr, som helst lever meget langt væk fra os, siger Erling Krabbe.
I Slesvig-Holsten er reaktionerne delte. Delstatens jagtforbund er glad for, at et længe ventet vildt dyr igen har fundet vej til den nordligste del af Tyskland, mens det slesvig-holstenske fåreforbund betragter ulvens tilbagevenden med skepsis.
I det 19. århundrede blev ulven så godt som udryddet i Tyskland, men nu er der igen 15 flokke med flere end 100 individer. Ulven fra Segeberg hører formentlig til den tysk-vestpolske bestand.
Myndighederne går ud fra, at der er tale om en enspænder, der er indvandret fra Mecklenburg-Vorpommern, skriver Flensborg Avis.
/ritzau/