Der er huller i den tyske dopingkontrol. Sidste år lykkedes det 250 tyske sportsudøvere at nægte dopingtest i perioder uden for konkurrence, uden at blive straffet. Det afslørede en dokumentar fra den tyske tv-station ARD tirsdag aften.
»Jeg troede, at Tysklands antidopingprogram var første klasse. Fejlen må få konsekvenser for NADA eller den tyske olympiske komité,« siger direktøren for det verdensomspændende anti-dopingagentur WADA, Dick Pound, ifølge Ritzau.
I alt har det tyske dopingagentur, NADA, forsøgt at gennemføre 400 test uden for konkurrence, men deraf lykkedes det altså 250 udøvere at undslippe.