Skandalen om soldater, der poserede med kranier og skeletter på billeder fra deres mission i Afghanistan, breder sig i det tyske militær.
Onsdag fortalte en talsmand for det tyske forsvarsministerium til Reuters, at yderligere fire soldater er blevet suspenderet i sagen. I forvejen var to tyske soldater gået på ufrivillig ferie. Talsmanden understregede dog, at der ikke er beviser på, at soldaternes overordnede havde kendskab til billederne.
Skandalen begyndte at rulle, da det tyske magasin Bild i sidste uge viste billeder af tyske soldater, der morede sig med at posere med menneskelige kranier og skeletter.
Et af billederne viste, hvordan en soldat lod, som om han henrettede et skelet. Ifølge avisen var billederne over tre år gamle, men de vakte ikke desto mindre stort oprør i Tyskland, hvor blandt andet kansler Angela Merkel kaldte soldaternes opførsel for »utilgivelig«.