Soldater fra de tyske elitestyrker har hjulpet amerikanske soldater med at transportere fanger fra fly til en fangelejr i Kandahar i Afghanistan. Her blev fangerne sat ind i bure, som blev bevogtet af tyske soldater, skriver Spiegel.
Oplysningerne kom frem i forbindelse med nogle høringer, hvor et parlamentsudvalg - og anklagemyndigheden undersøgte en tysk statsborgers anklager om, at han i 2002 blev mishandlet af to tyske soldater, mens han sad i fangelejren i Kandahar. Efterfølgende blev manden, der er af tyrkisk oprindelse, overført til Guantanamo.
I stedet for at dreje sig om individuelle soldaters adfærd, stilles der nu ved høringerne spørgsmål til, hvor meget de tyske soldater har vidst og eventuelt deltaget i amerikanernes mishandling af fanger.
Ifølge en soldat fjernede eller overmalede soldaterne deres tyske uniformsflag, før de tog på deres mission i Afghanistan. Missionen var hemmelig, og ingen skulle vide, hvor vi kom fra, sagde soldaten.